Oppe Fra Rummet

Mere end hundrede år er der gået

Med at finde spor efter noget

Der lever og ånder og tænker som os

Hvad mon der sker den dag vi ser at vi ikke er alene?

Oppe fra rummet er der ikke op og ned

Det eneste her er uendelig evighed

Her er der ingen der kan se at du har grædt

Ingen der kan snørre dig og ingen der har ret

Og alligevel kan du se det hele

Nu hvor du hænger i luften og ser

At vi ikke fylder meget mer'

End pletten på tæppet på gulvet i stuen

Da må du sande at alle vores lande

Kun eksisterer i kraft af hinanden

Jo længere væk fra jorden du kommer

Jo mere ligemeget er vinter og sommer

Og liv og død og blå og rød

Det eneste tilbage er din pande og din hage

Og håbet om at at komme tilbage

Så når du lander på græsset igen

Kan du glædes over at komme hjem

Og kigge på mennesket som én samlet flot

Vi har brug for os alle hvis vi ikke skal falde

Og slå os for hårdt til at rejse os igen