Dejlig Er Den Himmel Blå

Dejlig er den himmel blå,

lyst det er at se derpå,

hvor de gyldne stjerner blinke,

hvor de smile, hvor de vinke

os fra jorden op til sig.

Kommer, små, og hører til:

Jeg for eder sjunge vil

om så lys og mild en stjerne.

Jeg det ved, I hører gerne:

Himlen hører eder til.

Det var midt i julenat,

hver en stjerne glimted mat,

men med ét der blev at skue

én så klar på himlens bue

som en lille stjernesol.

Langt herfra, i Østerland

stod en gammel stjernemand,

så fra tårnet vist på himlen,

så det lys i stjernevrimlen,

blev i sind så barneglad.

Når den stjerne lys og blid

sig lod se ved midnatstid,

var det sagn fra gamle dage,

at en konge uden mage

skulle fødes på vor jord.

Derfor blev i Østerland

nu så glad den gamle mand,

thi han ville dog så gerne

se den lyse kongestjerne,

før han lagdes i sin grav.

Han gik til sin konges slot,

kongen kendte ham så godt,

hørte og med hjertens glæde,

at det lys var nu til stede,

hvorom gamle spådom lød.

Han med søn og stjernemand

fluks uddrog af Østerland

for den konge at oplede,

for den konge at tilbede,

som var født i samme stund.

Klare stjerne ledte dem

lige til Jerusalem.

Kongens slot de gik at finde,

der var vel en konge inde,

men ej den, de ledte om.

Klare stjerne hasted frem,

ledte dem til Betlehem.

Over hytten lav og lille

stod så pludselig den stille,

strålede så lyst og mildt.

Glade udi sjæl og sind

ginge de i hytten ind,

der var ingen kongetrone,

der kun sad en fattig kone,

vugged barnet i sit skød.

Østerlands de vise mænd