Danmark, nu blunder den lyse nat

Danmark, du vågner med søer blå,

mætte som moderøjne.

Alt, hvad i dine arme lå,

lader du solen skinne på,

ser, hvor det yppigt glider

frem af forgangne tider.

Lærker, som hopped af æg i vår,

svinder i himlens stråler.

Tonerne ned med lyset går,

samme sang som i tusind år.

Lykken fra glemte gruber

klinger af unge struber.

Pigernes latter og lyse hår,

leg, som får aldrig ende,

øjnene blå som vand i vår -

mildt om et evigt Danmark spår,

sol over grønne sletter,

lykke og lyse nætter.